Skabningernes lovsang er et multidimensionalt narrativ om et »jeg« der ikke er fast afgrænset, men står åbent bagud, flyder over i fortiden og det som ligger uden for dets egen individualitet. Oplevelsesstof, hvis erindrings og fremstillingsform burde have været i tredjeperson, berettes her i første. Gennem læsninger af anden litteratur, historiske værker og nyhedsmedier fortælles der om en krop som en dag begynder at ryste, uden selv at vide hvorfor.